Vision Fund december 2022

Seneste Markedskommentar

I december var det fortsat de store linjer og udviklingen i de makroøkonomiske faktorer, der bevægede markederne og i høj grad trumfede udviklingen i de enkelte selskaber. Inflation, renter og recession er stadig nøgleordene, der går igen overalt. Også når vi kigger fremad og ind i 2023, hvor vi fortsat ser en vej, der sender porteføljen tørskoet i land.

Vi har henover de sidste par måneder ikke ændret radikalt i porteføljen, som stadig er sammensat på baggrund af de enkelte investeringscases og et overordnet ønske til porteføljens risiko. De enkelte investeringscases løber typisk over et par år, og derfor giver lidt markedsuro ikke anledning til radikale ændringer, medmindre den enkelte investeringscase også har ændret sig betydeligt. Det har ikke været tilfældet indtil nu, men vi holder naturligvis skarpt øje med, hvor de enkelte aktier befinder sig på vores GARP-skala, som er en vigtig del af strategien for Advice Capital Vision Fund.

December blev en lidt sur måned, hvor investorerne pustede ud ovenpå det stærke comeback i slutningen af oktober og i november. For Advice Capital Vision Fund betød det en tilbagegang på 4,2% til kurs 106,63 per investeringsbevis. Siden børsnoteringen er fonden fortsat 6,63% oppe og for helåret giver det et proforma-afkast på -13,3% inkl. perioden før børsnoteringen.

På selskabsniveau har det skortet lidt på nyhedsstrømmen i december måned, og det er ganske fint illustreret ved, at der faktisk kun er 2 selskaber, hvis aktiekurs har ændret sig mere end 10% i løbet af december måned. Officielt er der 3 selskaber, hvis vi inkluderer VW, men her skyldes ændringen i løbet af måneden på -16,8% primært, at der er fragået et udbytte på 19 euro per aktie, som udbetales i januar. Korrigeret herfor var faldet på 3,5% i Volkswagen.

Det store udbytte kommer i kølvandet på børsnoteringen af Porsche, der blev gennemført i oktober måned trods de svære tider på de finansielle markeder. Udbyttet modsvarer stort set halvdelen af det provenu som VW modtog i forbindelse med børsnoteringen af Porsche.

De to aktier med fald på mere end 10% er den amerikanske pharmagigant Bristol-Myers, som faldt 10,4%, og Intel der faldt 12%. Lidt længere nede på listen finder vi den tyske chip-producent Infineon, som er gået 9,8% tilbage. Som sektor havde de fleste semiconductor-selskaber det svært henover måneden. Vi har uændret fuld tiltro til de fremtidige vækstperspektiver for sektoren, og dermed også for de chip-producenter i Advice Capital Vision Fund porteføljen.

Blandt de positive positioner i december finder vi bl.a. Novo Nordisk, som steg 4-6% henover måneden. Med en stigning på 6% byggede Novo Nordisk videre på den stærke udvikling, som også gav anledning til en stigning på 8% i november måned. Investorerne har fortsat travlt med at købe sig ind i den fedme-vækstcase, der begynder at tegne sig tydeligere og tydeligere. Efter initiale leveringsproblemer begynder Novo nu at have styr på produktionen, således at lanceringen af Wegovy (semaglutide) kan genstartes på fuld tryk. Omvendt er Novo Nordisk nu også dyrere end længe set med en P/E for 2022 i nærheden af 40 og en P/E over 30 for 2023, hvor der lige nu ventes en vækst i omsætning og EBIT på ca. 15%.

Det er i øvrigt værd at bemærke, at den store diabetes-konkurrent Eli Lilly, som er lidt efter Novo med deres semaglutide-konkurrent tirzepatide (Mounjaro i diabetes), også netop er løbet ind i kapacitets- og leveringsproblemer. Og det allerede inden fedme-udgaven af tirzepatide er lanceret. Den forventes FDA-godkendt senere i år.

Set over hele måneden er porteføljen målt på indhold uændret, omend vægtningen er ændret lidt som følge af kursudviklingen, og de justeringer vi har foretaget, helt på linje med hvad vi gjorde i november. I december har vi øget i flere mindre og mellemstore positioner, og reduceret marginalt i de største positioner. Samlet betyder ændringerne, at kontantandelen er sænket med 1/3.

Tidslinjen for tilbuddet på SLM fremsat af japanske Nikon er der ikke rokket ved, og den sidste tilladelse forventes stadig at være på plads ultimo 1. kvartal 2023.

Rådgiver

Steen Albrechtsen, cand. merc. fir.

Faktaboks

Markedsværdi 25.861.204
Indre værdi 106,63
Month High 111,82
Month Low 106,26
Antal investeringsbeviser 242.519
Månedens afkast -4,1%
Afkast siden notering +6,3%
ADVICE CAPITAL VISION FUND
ISIN: DK0061813177
Læs mere

Allokering

Disclaimer: Denne månedsrapport skal ikke opfattes som et tilbud om at købe investeringsbeviser i Advice Capital Vision Fund. Dokumentet udgør ikke investeringsrådgivning og skal udelukkende ses som information. Information indeholdt heri kan ikke garanteres at være korrekt, fuldstændigt eller opdateret og læses på eget ansvar. Advice Capital er på ingen måde ansvarlig for skader eller tab opstået ved brug af denne information. Tag ikke beslutninger uden at rådføre dig med en professionel investeringsrådgiver. Historiske afkast er ingen garanti for fremtidige afkast. 

Stamdata og omkostninger

Mål

Det er målsætningen at levere et årligt afkast på mere end 10%. Vision Fund er en absolut afkast-fond, og derfor foretages der løbende vurdering og justering af den samlede risiko i fonden.

Anbefaling

Investeringsstrategien i Vision Fund handler om at investere i de industrier og selskaber, der vil nyde godt af fremtidens vækstlommer og strukturel vækst. Det handler f.eks. om bæredygtighed, miljøvenlige energiformer, selvkørende biler, rumfart, digitalisering, semiconductors, genomics og urbanisering, samtidig med at aktierne skal være rimeligt prissat.

Faktaboks

ISIN DK0061813177
Udtrædelsesomkostninger 0,50%
Indtrædelsesomkostninger 0,50%
Løbende omkostninger 1,18%
Resultatbetinget honorar 10%
Hurdle Rate 5%
Afdeling Advice Capital Vision Fund
Investeringsforeningen Advice Capital
SE-nr: 43 37 21 22

Afdelingen administreres af Invest Administration A/S.

Denne afdeling er godkendt i Danmark og reguleres af Finanstilsynet.

ISIN-kode: DK0061813177
FT-nr: 11.211.002